Solen er gået ned og sidste dag er eksponeret på filmen. Nu er det 2021 slut. Det er et billede af 365 dage. Hvor var vi for 1 år siden? Ja, vi sad hjemme og isolerede os - det gør vi stadig. Billedet er et solargrafi taget med en malerbøtte med et lille bitte hul i. Det viser Solens bane over himlen gennem hele 2021 - fra nytår til nytår, fra start til en ny start. Man kan se solrige sommerdage hvor solen har stået højt på en skyfri himmel og vinterdage med lav sol og der var dage med skyer, der har givet stiplede solbaner. Jeg kan ikke fotografere Mælkevejens tur gennem Universet, ligesom man ikke kan fotografere den båd, man selv sejler i, men billedet er Jordens rejse om solen fra første januar 2021 til 31. december 2021. Jorden har taget en omgang om solen, men vi er ikke tilbage til udgangspunktet for hele vores solsystem bevæger sig med 720.000 kilometer i timen. Vildt nok tænker du nok, men så skal du lige vide at hele Mælkevejen bevæger sig 2.100.000 km i timen. Så nu står vi her 18.396.000.000 km fra hvor vi var for et år siden. Nu vi er nået så langt, er vi så blevet et år klogere? Tja tjo..bum bum… Tænk over det, når I hopper ned fra stolen midnat. Vær nu ikke dum. Husk at Twitter og Facebook ikke er rigtige steder. Gå ud og vær sammen med rigtige mennesker i det nye år. Klap computeren sammen, sluk telefon, tag dine Air Pods ud og kig op på dem, der sidder overfor dig. Snak med dem, se dem i øjenene. Jeg giver en omgang til om solen, hvis I hænger på. Det bliver godt. Godt nytår.