09/01/26 13:22

Vi oplevede et bombeattentat mod kiosken i stueetagen af vores bygning. Braget var enormt og den efterfølgende brand var eksplosiv.
Huset rystede og tingene på vindueskarmen faldt ned. Folk i huset på den anden side af gaden råbte ‘kom ud - kom ud!’.
Jeg greb et kamera, en jakke og hoppede i mine træsko. Nede på gaden stod flammerne op ad facaden.
Beboerne er chokerede, børnene er skræmte, men som en kollega sagde bagefter, så gemmer man sig bag kameraet som fotograf - man bliver nemt lidt kynisk.
17/10/23 10:59

For år siden var jeg ude at rejse. Jeg var taget afsted mens det var højsommer i Danmark, og da mine forældre hentede mig i Kastrup, ankom jeg midt i oktober. Solen stod lavt, lyset var rødt og skyggerne var lange.
Det er lidt som frøen i det kogende vand. Vi ser ikke forandringerne, når de sker gradvist, men når man bliver smidt direkte ned i det, ser man det straks. - Sådan har jeg set oktober siden.
08/05/23 09:57

Min mor blev født 7. maj og boede i Kerteminde indtil krigen lukkede min morfars vinforretning. Familien havde lejet et smukt hus af fugle-maleren Johannes Larsen. Derfor havde min mor et svagt punkt for Larsens malerier og landskabet på Fynshoved.
Så hvert år den syvende maj, fotograferer jeg landskaber på Fynshoved og Hindsholm inspireret af Johannes Larsens malerier.